Dagens blogindlæg er meget personligt. Mere end det plejer. Og det er fordi det handler om min vægt og min rejse fra at være kronisk optaget af tallet på min badevægt til i dag at have fundet fred med både mad og vægt. En anelse sårbart men jeg kaster mig ud i det fordi jeg ved jeg ikke er den eneste det kæmper med vægten i forbindelse med overgangsalderen.
Jeg nærmer mig de 52 år og jeg vil tro jeg har brugt de sidste 30 år på at være på kur on/off. Det er dælme lang tid – det er meget energi og tid at bruge på noget som basalt set mest er foregået inde i mit hovede og det er meget mental energi der er gået fra andet jeg kunne have beskæftiget mig med i stedet.
Jeg har været utilfreds med sin krop i så lang tid. Nu kan jeg se, at det både er trist og skræmmende og også en anelse overfladisk. Hvordan jeg ser ud er jo ikke et mål for hvordan jeg er – om jeg er god nok eller om jeg er elsket. Med en bestemt vægt, en bestemt størrelse har jeg troet, at jeg så ville blive mere lykkelig og føle mig mere sexet og lækker.
Kender du det?
Og forestil dig så hvad der skete med min selvopfattelse da overgangsalderen smed 8 kg på min mave i løbet af 3 måneder.
JEG BLEV SÅ KED AF MIG SELV!!!
ej det er en underdrivelse…jeg blev deprimeret, træt OG ked af mig selv!
Og det der var endnu værre var:
Jeg kunne ikke knække koden til at få smidt de 8 kg igen
I løbet af de sidste 30 år har jeg prøvet stort set alle kure der har været fra Vægtvogterne til faste og de virkede …..selvom jeg tog et hele på igen på et eller andet tidspunkt.
Men selvom jeg tabte mig så var der ikke nogen af kurene som jeg nød. Det var en pine at være på dem og der var meget afsavn og sult. men de 8 kg kunne jeg simpelhen ikke få bugt med uanset hvad jeg gjorde.
De 8 kg som pludselig sad på min mave affødte en kædereaktion som blandede sig med en massiv personlig udvikling (som menopausen jo er en kæmpe invitation til) og blev bl.a. transformeret til at jeg besluttede mig for at jeg ikke længere ville kæmpe med min vægt. Nu måtte det stoppe at være så optaget af hvordan jeg ser ud og hva tallet på vægten sagde.
Jeg begyndte at fokusere mere på hvad det var min krop forsøgte at fortælle med de mange kilo der var på min mave og hvordan jeg kunne få balance i hele min krop fremfor kun at fikse den, hvert problem isoleret fra de andre.
Hele min menopause transformation handlede om, at jeg altid har haft behov for at kunne fikse, forklare og ikke mindst kontrollere al ting. Men menopausen kunne jeg ikke kontrollere og slet ikke vægten og jeg gik til det med min sædvanlige jeg-må-fikse-fejlen approach.
Men det virkede ikke.
Det virkede ikke fordi min tilgang og fokus var helt forkert. Jeg var jo ikke gået i stykker, jeg fejlede ikke noget – jeg var “bare” i overgangsalderen og min krop var under ombygning.
Det springende punkt og gennembrudet kom da jeg forstod:
Min krop havde brug for støtte og for at hele
Ja den kunne godt bruge at smide de 8 kg men de var et udtryk for massive ubalancer i mit blodsukker, mine stress hormoner og mine kønshormoner – og de var en invitation til at se på mig selv med nye (kærlige) øjne.
Da jeg forstod det, og dermed vendte hele mit fokus, og så min krop som noget jeg skulle give noget og nære fremfor at tage noget fra den (sulte den, skabe afsavn og lidelse) da skete der et mirakel og et kæmpe skift i min relation til mad.
Det tager tid at omprogrammere 30 års dårlig relation til min krop men jeg kan hånden på hjertet sige, at jeg har fundet et rigtig godt fundament at fortsætte mit arbejde med at hele min krop og skabe balance i alle hormoner og ikke mindst at arbejde med at få et super godt forhold til min krop.
Så for at summere op – mavedellen er for mange kvinder i menopausen en uvelkommen gæst som kan være svær at få vippet ud. Der er fysiologiske årsager til at den opstår men der er også en følelsesmæssig komponent. Så i stedet for at være fokuseret på dellen og på hvordan du ser ud, kan det betale sig at løfte dellen op i et større perspektiv – det giver så et meget mærkeligt billede på nethinden men jeg tror du forstår min pointe.
Hvis du også har taget på og/eller fået en ny mavedelle, eller flere, så stil dig selv spørgsmålene:
- Hvordan har jeg det i min krop – trives den?
- Giver jeg min krop det den har brug for?
- Passer jeg på mig selv?
- Hvordan har jeg det i mit liv – er jeg glad og tilfreds?
Lad være med udelukkende at fokusere på dellen eller vægtøgningen men se det som en invitation til at skabe balance i hele dig. En ny kur eller være restriktiv med mad er ikke løsningen. Din mave delle er en budbringer eller en GPS og hvis du lytter kan du hjælpe kroppen med at komme tilbage i balance.
For mig har keto været en guide til at begynde at drosle ned med kulhydraterne hvilket for mange kvinder er det der giver problemer med vægten især den ekstra af slagsen på maven.
Men stress reducering er lige så vigtig fordi stress hormonerne også giver dig ekstra kilo på maven.
Men jeg lever ikke keto livsstilen fordi jeg ikke er så glad for alt det kød – jeg vil sige at min version af keto er mere keto grøn. Jeg spiser overvejende vegetarisk men den store game changer for min krop har været, at kombinere vegetariske livsstil med færre kulhydrater (dvs så vidt muligt intet hvidt brød, pasta og ris og så lidt sukker som muligt) og at gå minimum 30 minutter hver dag.
Det virker og jeg er så småt ved at få balance i min krop igen og som sidegevinst sover jeg bedre og har det bare utrolig godt. Og det er så fedt at kunne se at jeg nærmer mig at kunne passe mine gamle Diesel jeans som jeg elskede – præ min menopause.
Men det er ikke en kur. Det er vejen til at min krop kan hele og finde sig selv i denne ombygnings fase.
Og jeg tror ikke på at der kun er en vej til vægttab og sket ikke for kvinder i overgangsalderen. Der er så mange faktorer der spiller ind og kunsten er at finde det som giver dig mave dellen og justere derfra.
Kærligst
PiaMaria
